Turbåd/Turkajak K1 Escape
(Kajakcentrum)
"Escape er vel nok den mest stabile af de danske turkajakker som samtidig er optimeret indenfor turbådsreglerne. Den er hurtig og har formidable bølgeegenskaber og den er vinder af mange kajakløb i Danmark, både Sea Challenge Fyn og Tour de Gudenå"
Hvem og hvad er Escape velegnet til
Escape er kendt for at passe til høje personer og personer med lange ben. Den går dog også fint til lette personer. Escape går utroligt godt i bølger og er forholdsvis tør, så det er en god turkajak i al slags vejr.
Escape er en all-round turkajak/turbåd, som både er hurtig og stabil og en anelse mere stabil end de nyeste turkajakker fra eksempelvis Vajda eller Nelo. Escape er set i flere udgaver af Sea Challenge Fyn og har vundet et par gange.
Inventar og udstyr i Escape
Escape fås i dag med både kapsæde og tursæde, men de fleste Escape, der ligger rundt omkring i danske kajakklubber har tursæde. Fodsparket er forholdsvist let at indstille og stabilt. Det kan gå godt gå løs under et meget langt løb, da skruen kan løsne sig, men det er absolut ikke et problem, når blot man husker at skrue efter.
Escape som klubkajak
Escape er en fremragende klubkajak. Den kan bringe begejstring blandt klubbens erfarne roere, der skal bruge en hurtig og stabil turbåd/turkajak. Nybegyndere vil typisk føle sig rigtig godt tilpas i Escape og mærke en større stabilitet især i bølger i forhold til andre turbåde/turkajakker i samme stabilitetsklasse.
Escapens historie og relaterede kajakker
Selvom Escape er henved 20 år gammel, så er den stadig aktuel i dag. Derfor var den også, ifølge Ernst Christensen fra Kajakcentrum, en revolution, da den blev lanceret. Escapen blev forløber til hele ”Coast-serien”. Der findes i dag to typer Escape – en gammel og en ny. Den nye har lidt mindre volume og er så godt som muligt optimeret til turbådsreglerne, men med de samme egenskaber som den gamle model.
Om producenten/forhandleren
Escape forhandles af Ernst Christensen fra Kajakcentrum i Vejle- Escape er en kajak, som man med rette kan betegne som en ”dansk kajak” og et stykke succesfuldt dansk kajakhistorie. |
Anmeldelse af Escape fra Kajakcentrum af let roer
(Lise Gram Eriksen, erfaren kapkajakroer, 63 kg, 160 cm)
Selvom Escape er designet i 1990 og altså er over 20 år gammel, så er Escape mit absolutte førstevalg til langture langs kysten.
Jeg roede Fyn Rundt i en Escape i 2010 og jeg var svært imponeret over dens kombination af stabilitet og styreegenskaber kombineret
med dens hurtighed.
Forud for løbet testede jeg de fleste top-turbåde fra forskellige producenter som Nelo, Zedtech, Elio og Vajda, men valget var ikke svært. Escape kan noget i store bølger, som de andre kajakker ikke kan præstere - ihvertfald ikke, hvis man er en let roer på under 65 kg.
Jeg testede Escape i særdeles store refleksbølger ved Københavns Havn og i modsætning til andre modeller, så blev jeg ikke smidt rundt i så stor udstrækning, da jeg sad i en Escape. Så alt i alt en kajak, jeg kan anbefale til roning ved kysten. |
| |
Læs det spændende produktblad herunder fra kajakcentrum, som ikke kun beskriver Escape, men også generelle ting om kajakker. |
Fakta om Escape K1
- Sværhedsgrad: 8 - hurtig turbåd
- Model: Escape
- Mærke: Kajakcentrum (andre mærker har også en model med samme navn)
- Producent: Neumann for Kajakcentrum
- Længde: 520 cm
- Bredde: 51 cm
- Kategori: Turbåd/turkajak efter danske regler
- Personvægt: onesize op til 100 kg
- Fås som ny (2011)
- Forhandler: Kajakcentrum
- Designer: Bjørn Johansen i 1990
|
Køb af Escape turbåd K1
- Kajakcentrum er producent og forhandler af Escape
- www.kajakcentrum.dk
- Nypris: fra 9.800 kr. i glasfiber
- Letvægstudgave på 9,5kg til 17.000 kr. (2011)
- Brugt: Escape ses jævnligt til salg. Brugtprisen er typisk sat til ca. 6.000 kr.
- Her køber du en brugt kajak
- Kilder: Kajakcentrum og Magasinet Kano og Kajak maj 2010.
|
|
|
|