Kapkajakker » Kapkajakker - sværhedsgrad 2 » Cougar (Marsport/Gaybo) - grad 2
Cougar K1 ved EM for masters i Frankrig 2011. Det blev til guld i dame K1 35+. Denne konstruktion er en særlig Carbon/kulfiber konstruktion, som er en anelse blød, men til gengæld umulig at slide op. Den vejer lige under 9 kg. inkl. udstyr.


Kapkajak K1 Cougar (Marsport, tidligere Gaybo)

- sværhedsgrad 3


"Den ultimative kajak til små roere. Verdensførende siden dens første olympiske finale i Moskwa."


Således beskriver Marsport i England Cougar. Finalen i Moskva fandt sted i 1980. Cougar er altså en kajak med et 30 år gammelt design fra tiden, hvor minimumskravet til bredden på kapkajakker var 51 cm. Kajakken kan købes fra ny den dag i dag og den fås i mange materialer fra en klubudgave til en ultralet vacuumstøbt udgave på 7,5 kg.


Cougar vinder EM guld for dame masters 35+ i 2011

Det er nok en tilsnigelse at påstå, at denne kajak er ultimativ den dag i dag, men i mange år har det været den helt perfekte kajak til lette roere og den kan stadig vinde medaljer. Senest til masters EM i marathon i Frankrig i 2011. Cougar er en smule bredere end mange af de kapkajakker, der laves til lette roere i dag og så er den flad i bunden i cockpittet, ca. 10 cm. Af nyere kajakker minder den i bunden nok mest om en Zedtech Freelancer65 eller en Epic Legacy, men Cougar er en anelse mere flad. Dermed er den både en smule mere stabil, og der er plads til hofterne, hvis man har lidt på sidebenene. Men samtidig er den utrolig hurtig, både på langdistance og ved sprint.

Giver ekstra stabilitet til den lette roer
Jeg vil påstå, at Cougar er et rigtig godt bud på en hurtig masterskajak til den lette roer, der er for bred til at være i en moderne kapkajak. Men det er en kajak til små roere. jeg har talt med enkelte lette mænd, som faktisk synes, den er for svær at sidde i. Jeg tror det skyldes, at disse mænd rager lidt højere op i landskabet og måske er for tunge til kajakken, når det kommer til stykket.


Styrker og svagheder ved Cougar

Stabiliten til små roere og kajakkens hastighed gør den ret unik. På grund af den flade bund er den mere stabil end de nyere masters kapkajakker. Det er dog ikke nogen bølgestærk kajak på grund af den lave volumen. Til trods for, at Cougar er forholdsvis bananformet, så skal man ikke veje meget over 60 kg. før den dykker ned i bølger. Den skal ihvertfald trimmes helt tilbage. Forskibet er helt fladt, så den går igennem bølgerne fremfor at gå over. Så det er en våd kajak i bølger, især hvis man vejer over 60 kg.
Cougar kajak fra marsport i sin fulde længde. Læg mærke til skrogets lave volumen. Foto fra Marsport Racing, hvor kajakken kan købes fra ny - www.marsport.co.uk.

Cougar K1 til EM for masters i 2011, hvor den roede en guldmedalje hjem i dame 35-39 år. Læg mærke til, hvor lavt kajakken ligger.

Dette er altså kajakken til den lette roer, dameroeren eller junior-roeren, der vil have en hurtig kajak, der er mere stabil end de helt smalle kapkajakker. Desuden er der plads til en lidt bredere bagdel end i de nye smalle kapbåde. Den har knækket bagpå, hvor den er 51 cm bred og den gør den relativt stabil, men stadig meget hurtig.


Udbredelse i Danmark
Der er ikke mange, der ror i denne bådtype i Danmark, men de findes rundt om i de danske klubber i nogle gamle udgaver. Den er et billigt alternativ til en ny og dyr kapbåd. Den kan bruges til både sprint og marathon og især den ekstra stabilitet gør den god på lange distancer, når trætheden melder sig.


Som klubkajak
Hvis man har en Cougar som klubbåd skal man være opmærksom på, at fodsparket ikke er særlig let at indstille. Producenten har valgt at fastholde det oprindelige fodspark-system, som er ekstremt holdbart, men ikke hurtigt at indstille.  Cougar er dog en kajak, som typisk skal anvendes af små roere, så man kan nok komme langt med kun at indstille på sædet. Husk dog altid at løsne fodsparket engang imellem, så det ikke sætter sig fast.

Men bortset fra ovenstående er Cougar en fin klubkajak. Især de små roere vil have stor glæde af den.

Tilbehør og udgaver
Den fås som standard med tursæde, men kapsæde i træ kan tilkøbes, sågar med high-back seat. Desuden kan man tilkøbe en pull-bar. Den fås i stort set alle materialer fra en typisk klub-udgave til en eksklusiv marathonudgave på bare 7 kg. Træsædet som kan fås hos Marsport i England, når man køber en ny udgave er intet mindre end det bedste kapsæde, jeg nogensinde har prøvet. Andre der har købt nye kajakker hos Marsport med det sæde er af samme opfattelse.


OBS: Må ikke forveksles med Jaguar fra Gaybo/Marsport

Med jævne mellemrum kan du finde en billig kapkajak fra Gaybo til salg på dba.dk eller guloggratis.dk. Cougar findes i en udgave til større personer, Jaguar, og selvom de har samme bund, så er der stor forskel på de to kajakker. Så husk altid at spørge, hvilken model det er, inden du køber.

 

FAKTA OM:
COUGAR K1

Wooble faktor: 2
Model: Cougar
Mærke:
oprindeligt Gaybo, men købes og produceres i dag under Marsport
Længde: 520 cm
Bredde:

51 cm gl. breddemål
Type: Kapkajak, ICF godkendt til sprint og marathon
Vægt: 40-65 kg.
Fås som ny: ja
Købes hos:
Marsport i England

 

RELATEREDE KAJAKKER TIL COUGAR


Ældre modeller
Lynx
Jaguar ("storebror")

Ranger (faktor 3)

Nye modeller

Freelancer 65 fra Zedtech
Supersonic S/M fra Vajda

Legacy fra Epic


Der findes mange kajakker til lette roere, men ovenstående har lidt mere bredde og stabilitet.

 

KØB AF COUGAR K1


Marsport i London
www.marsport.co.uk

Hvis du er heldig kan du finde en brugt, men de er sjældne.

Klik her for at få dit eget GoMINIsite